I dag vil der ikke väre foto i denne blog blot ord og en masse tanker.
I dag har jeg "slugt" oplevelsen lidt og er ikk när så ryster som jeg var i går.
Jeg har vendt og drejet og tänkt igen...men jeg tror ikke vi gjorde noget forkert.
I dag tänker jeg stadig på den maler som hjalp os i går så vi ( Kristina, Anton og mig selv) kunne komme uskadt väk. Han var dagen HELT...uden ham tör jeg ikke tänke hva der ku ha väret sket.
Har drömt om händelsen i nat, vågnet badet i sved over uhyggelige drömme som heldigvis kun var en dröm.
Selv om Kristina ikke som sådan har reageret ydderligere over det der skete i går, så var hun aligevel ikk helt tryg da vi gik til skole i morges, hun skulle lige väre sikker på at vi gik den anden vej!
Nogen vil måske mene at når der nu ikke skete noget at vi så skulle komme vidre og ikke snakke mere om det, men jeg ka märke at jeg er rystet helt ind i rygmarven. Hele dagen i går havde jeg galopernende hjerte og et blodtryk der ville ha sprunget alle kurver. Og jeg ka märke på mig selv at der kommer til at gå et stykke tid för jeg fäler mig tryg igen ved at gå lige netop "den" vej.
Må hellere fortälle hva der i virkligheden skete...måske ka det hjälpe lidt at sätte lidt ord på alle de her trälse tanker der dröner rundt i hovdet på mig...måske ka jeg sp jage alle de
HVIS NU HVIS NU HVIS NU lidt på afstand eller allerbedst helt väk.
I går morges kl 7.30 - samme tid som altid - gik Kristina, Anton og mig til skole.
Vi gik den samme vej som vi alt gör.
Da vi kommer forbi Röde Kors Genbrug/ maleren ( små 300 meter herfra) så jeg en lös hund komme over gaden. Det var ikke så meget den löse hund jeg blev bange for , det var RACEN og den truende måde den kom imod os på. Det var helt klart en muskelhund...en stärk en ku man se på den. Og den var gal....den viste tänder og jeg syntes jeg ku höre den knurre ( ved ikk helt om det er min egen hjerne der spiller mig et puds her? ),
Jeg tänkte med det samme at jeg sku ha Kristina VÄK, og imenes jeg forsögte at få hende til at gå på den anden side af hegnet, ville jeg ha Anton väk også. Kristina stod bag mig og var fuldständig lammet af skräk. Jeg råbte af hnden på både dansk og svensk, men den hörte nul og en pind. Den havde KUN öje på Anton....Jeg syntes jo at den så på Kristina men det var jo Anton den gik efter. Jeg var helt panisk og så for mit indre öje alverdens avis overskrifter....grimme foto drönnede igennem mit hoved.
og jeg skeg efter den GÅ VÄK - GÅ HJEM - STOP
men den hörte ingenting, den så kun Anton og vidste flere tänder.
Kristina stod bag mig - lammet af skräk.
Jeg forsögte at få Anton til at gå bag mig også men han ville ikke flytte på sig, i dag ka jeg jo godt regne ud at han beskyttede os og ville ha gået til angreb hvis den anden hund kom for tät på.
Anton er en meget rolig og ( som vi siger i nordjylland) Tålle hund.
Ikke så meget som et bjäf kom der fra ham, han lå bare der foran Kristina og mig og holdt öje med den anden hund.
NU er det så at maleren kom ud til sin bil og så hva der var ved at ske. Han kunne jo godt se at det her ville ende galt hvis ikke der blev gjordt noget, han kunne sikkert også se skräkken i vores ansigter. Vi har hilst på ham mange gange om morgnen så vi " kender" hinanden.
Han flöj ind i sin bil, startede den og körte imellem hunden og os
blinkede med lygterne og dyttede i hornet hele tiden sörgede han for at väre mellem os og hunden. Til sidst kom vi så langt väk at vi ku komme vidre.
Da han vuderede at hunden ikke fulgte efter os, körte han efter os og körte ved siden af os på vejen til vi var i sikkerhed. Vi takker ham af hjertet, for tör ikke tänke tanken hvis hn nu bare havde tänkt, det her kommer ikke mig ved, det må de klare selv.
Så havde vi nok ikke haft Anton i dag, for når alt kommer til alt så var Anton den störste hund af de to, men om han ville ha väret den stärkeste?? det ka jeg ikke svare på.
Men jeg ku märke på Anton i morges da vi gik til skole at det var en helt anden hund vi gik med, han havde öjne og öre åbent og han holdt öje med ALT der rörte sig.....
Da jeg i går havde fået afleveret kristina trygt til skolen skulle vi jo hjemad igen, og jeg må indrömme at jeg var skräkslagen og gråden stod helt op i halsen...rystede over det hele, jeg var i chok.
Jeg fik sendt en sms til Peter at hvis han var i närheden ville jeg gerne ha ham hjem for en kort stund.
Da vi kom ind af dören gik jeg helt i selvsving...havde vel et adrenalingchok eller noget.
jeg rystede over alt og vold svedte så man skulle tro at jeg havde löbet 15 km eller noget.
det var ganske umuligt at tänke normalt. jeg gik igennem i mit hoved hva der var sket og hele tiden tänkte på hvad der KUNNE ha väret sket hvis ikke vores malerhelt var kommet til undsätning....
Da peter ikke havde mulighed for at komme hjem lige på det tidspunkt ringede han for at höre hvad der var sket. Han kunne jo godt höre at jeg var i chok...jeg fik fortalt ham hele forlöbet og fik mig snakket ned igen - gud hvor jeg elsker min mand <3 - men resten af dagen forgik i slowmotion. Da tiden kom til at Kristina havde fri var jeg heldig at Peter kunne hente hende så hun ikke skulle gå hjem, og jeg må indrömme at jeg ikke var meget for at komme udenfor.....
MEN vi er nödt til at skulle vidre...nu har vi gået den vej til skole i over 1 år og vi har ALDRIG mödt denne åndsvage hund för og jeg håber ALDRIG vi möder den igen.
Jeg ka märke at jeg dirre indvendig lige pt, men også at det har hjulpet at sätte lidt ord på det hele....
jeg bryder mig ikke om ordet Kamphund, for det er ikke hunden der er noget galt med, kender flere med muskelhunde og de er gode som dagen er lang. Men denne hund i mödte igår er jeg slet ikke i tvivl om at det var en "kamphund", med det blik den havde i öjnende og med de ( i mine öjne i går) enorme tänder havde den kun en tanke - ANGRIB
og desvärre er det jo ikke hunden der er skyld i det, det er ejerne som ikke har styr på sin hund. Jeg hader at möde hunde uden snor og jeg er flöhjtende lige glad med hvilken race det er, stor eller lille race, MEN HOLD DIN HUND I SNOR, og isär på offentlig vej og gade.
det var dagen blog, måske ikke den mest morsomme text der nogen sinde er skrevet men det var heller ikke meningen at det skulle väret sjovt. Min tanke om denne blog er jo at det ska väre en slas dagbog for vores lille familie, og virkligheden er ikke altid lyseröd, men også grå og trist.
Og når jeg nu nävner lyseröd vil jeg gerne slå et slag også for en god sag
gör hverdagen PINK
köb en slöjte og vis at du stötter en go sag, det koster ikke meget at köbe en slöjfe
eller andre fine sager man kan köbe.
Her i Serige har bla ICA gjordt en indsats ved at mange alm daglig vare er märket med den lille slöjfe og overskudet fra salget går til Kräftens bekämpelse.
I gislaved bliver der indsamlet BHèr, som bliver hängt op over hele byen og for hver BH der er samlet ind bliver der skänket et belöb til fordel for sagen.
sammen ka vi hjälpe.......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar